Hul 10 – Ekkodalen
Ekkodalen på Bornholm er Danmarks længste sprækkedal. Den strækker sig 12 km fra Vallensgård Mose gennem Almindingen og videre gennem Flæskedal, Kløvedal og Kelseådal til Saltuna på Bornholms nordøstkyst. Ekkodalen hed oprindeligt Kodalen, fordi bønderne i 1658 havde fået ret til fri græsning for deres kvæg i området. Første gang navnet Ekkodalen optræder på et kort, var i 1746, hvor en eller anden har tilføjet EC foran navnet Kodalen, hvorved Kodalen blev til Eckodalen. Andre hævder, at det var Bornholms første skovrider, Hans Rømer, der fandt på navnet, fordi klippevæggen svarer, når man råber til den.